KOMMUNE:
Aarhus Kommune
HVORFOR:
Fysisk træning kan hjælpe mennesker, der lever med demens til at genskabe minder og bremse sygdommen. I en sport som fodbold kræver det en del af borgerens kognitive evner – især repetition kommer i spil. Selvom man lige har fået at vide, at man er på det blå hold og skal score i målet mod syd, så kan det være glemt øjeblikket efter.
Motionsfodbold har en positiv effekt for krop og sundhed i almindelighed, men det er bevist, at der er særligt positive effekter ved at holde sig fysisk i gang, når man lever med en demensdiagnose. Dét at holde sig fysisk aktiv flere gange ugentligt kan reducere neuropsykiatriske symptomer som uro, irritabilitet og depression mv. Derudover er fællesskabet med andre i samme situation for mange uvurderligt.
AKTION – HVORDAN:
”Brug Bolden” er et fodboldhold for mennesker, der lever med demens. Alle er velkomne på Brug Bolden-holdet, uanset om man har en fortid som professionel, eller man aldrig har snøret fodboldstøvlerne før. Hvis nogen fra ens familie, en ven eller veninde har lyst til at spille med, er de også velkomne. Fodboldholdet blev startet op som et projekt mellem DBU Jylland, ASA fodboldklub, Demensfællesskabet Østjylland og Aarhus Kommune. I dag drives holdet af alene af ASA fodbold og Demensfællesskabet Østjylland med god støtte fra DBU Jylland. Aarhus Kommune er med til at udbrede kendskabet til fodboldholdet og gør borgere, der kunne have glæde og gavn af tilbuddet opmærksomme på, at det findes og skaber kontakterne, så flere kan starte på holdet. I juni 2023 er der 16 tilmeldte holdet.
Holdet træner samme tidspunkt hver uge af to unge fodboldtrænere. Fællesskabet er i høj grad i fokus og der er altid plads til grin og samtaler samtidig med øvelserne på fodboldbanen prøves af.
ASA holder en årlig grillaften for holdet, hvilket der ofte er stor tilslutning til.
KOMMUNIKATION – HVAD FORTÆLLER VI HVOR:
DBU har bragt det i deres nyhedsbrev, og der er gjort opmærksom på holdet på kommunens hjemmeside.
Der er intet overskud i projektet, men det er heller ikke et økonomisk perspektiv, der driver ASA’s involvering. Det handler om balance, samfundsansvar og fodboldglæde.
Det er et lidt anderledes fodboldhold, fordi der er brug for faglig professionel hjælp. Men ellers er de jo bare fodboldspillere.
ORGANISATION – HVEM GØR HVAD:
Pensionisten Anders Pilegaard Hansen i fodboldklubben ASA, og han sørger for stort set alt som kampfordeler, kasserer og alt derimellem. Selv er han meget beskeden og sender ære og ros videre til trænerne, men alt det praktiske med banebooking, nøgler, materialer og den slags – det klarer Anders.
Selve træningen udføres af to frivillige trænere, som begge har taget demensven kursus.
For at sikre det demensfaglige i projektet er Alzheimerforeningen og Demensfællesskabet Østjylland tilknyttet med faglig støtte.
3 GODE RÅD:
- Sørg for at have demensfagligheden med, så instruktørerne kan forholde sig til de kognitive udfordringer.
- Hold fokus på fællesskabet og giv plads til det gode samvær.
- Team op med en lokal fodboldklub, da de måske kan stille materialer til rådighed. DBU Jylland har et igangværende projekt om at udbrede fodboldhold for mennesker med demens flere steder i landet, så tag også fat i dem
KONTAKTPERSON:
Navn: Anders Østergaard
Titel: Projektleder DBU Jylland
E-mail: anoe@dbujylland.dk