Lolland Kommune
Lolland Kommune ønskede at nedbringe udadreagerende adfærd hos borgere med demens ved at binde demenskonsulenten og plejeteamet sammen omkring borgere, der oplever mistrivsel. Derfor har Lolland Kommune, gennem deltagelse i Demensalliancens Nationale Demensrum, arbejdet på initiativet “demensfacilitator”.
AKTION – HVORDAN:
Der er en erkendelse af behovet for, at demensfacilitatoren fungerer som bindeled mellem demenskonsulenten og plejeteamet i det tværfaglige samarbejde om borgeren, der oplever mistrivsel på plejecentret. Der udarbejdes relevant dokumentation, og medarbejderne får løbende sparring og vejledning i processen.
Denne form for kontinuerlig vejledning, støtte og facilitering fra demensfacilitatoren er en måde at give medarbejderne et praktisk kompetenceløft i hverdagen, med det formål at forbedre arbejdsmiljøet og trivslen for borgere med demens. Gennem kompetenceløftet af medarbejderne, og den fælles indsats, ses der en tydelig effekt på adfærden og trivslen hos borgere og pårørende.
KOMMUNIKATION – HVAD FORTÆLLER VI HVOR:
I projektperioden, indtil videre, har indsatsen været afprøvet på tre plejecentre. Alle tre steder, ses der en positiv respons fra medarbejderne. Der er særlig god respons på det, at demensfacilitatoren har været til stede og nærværende, samt løbende har faciliteret udmøntning af handleplanerne og har været med til at vurdere på adfærd og løbende tiltag.
ORGANISATION – HVEM GØR HVAD:
Demensfacilitatoren skal hjælpe, observere, støtte og vejlede personalet i at udføre handleplanen – tæt på borgeren i praksis i et tværfagligt samarbejde. Dette sker ved, at plejeenheden melder ind til demenskonsulenten, at der ses behov for hjælp omkring en borger, grundet mistrivsel. Demenskonsulenten vurderer omfanget og kan, hvis der ses behov herfor, få en demensfacilitator tilknyttet borgeren og teamet.
KONTAKTPERSON:
Navn: Gwen Pia Tremmel
Titel: Decentral leder af rehabilitering
E-mail: gptr@lolland.dk