Kommune:
Assens Kommune og Pårørende i Danmark
HVORFOR:
Med 4,2 millioner kroner fra Socialstyrelsen har Assens Kommune sat gang i et projekt, som skal hjælpe borgere med demens og deres pårørende ved at udbrede kendskabet til og viden om demens i samfundet og kontinuerligt styrke demensvenligheden i kommunen. Bevillingen til projektet kommer fra en ansøgningspulje på 41,2 millioner kroner, som blev udmeldt af Socialstyrelsen i 2021 i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Baggrunden for puljen er, at mennesker med demens og deres pårørende ofte føler sig ensomme. De trækker sig fra sociale sammenhænge og større fællesskaber. Det skyldes ikke mindst den stigmatisering, der knytter sig til demenssygdomme, og som ofte bunder i fordomme, misforståelser og uvidenhed. Derfor har puljen til formål ”at skabe et mere demensvenligt samfund, indsamle viden om demens og udbrede kendskabet til demens i samfundet, så mennesker med demens og deres pårørende kan blive mødt med forståelse og venlighed.”
AKTION – HVORDAN:
I samarbejde med Pårørende i Danmark har Assens Kommune været med til at udvikle fem film. De omhandler pårørendesamarbejde og kan anvendes som dialogværktøj på personalemøder, i undervisningsregi mv. De har en varighed af ca. 5 minutter per film, således at der er god tid til en efterfølgende refleksion over egen praksis.
Filmene samt materialet (PowerPoint) er til fri afbenyttelse.
Materialet indeholder vejledninger og fremgangsmåder til, hvordan man kan anvende filmene i praksis. Der er tre forskellige måder, hvorpå man kan arbejde med filmene:
1. En model til at facilitere en faglig snak
2. En refleksionsøvelse
3. En perspektivskifteøvelse, hvor man kan blive klogere på den andens vinkel
I materialet finder I også gode råd fra oplægsholder og pårørende Hanne Gullestrup til tematikker og spørgsmål, som kan drøftes i personalegruppen efter at have set filmene.
Filmene indeholder følgende tematikker:
► Invitér til samarbejde: Hvordan opstarter man det gode samarbejde med pårørende?
► Din arbejdsplads – mit hjem: Hvilke ting er på spil, når man arbejder i borgernes eget hjem, og hvilken betydning kan det have for de(n) pårørende.
► Mit ansvar – dine hænder: Når ansvaret flytter hænder og fagpersonale overtager ansvaret for forskellige dele af en borgers liv. Hvilken betydning og følelse kan det fremkalde hos de(n) pårørende?
► Konflikter i samarbejdet: Når pårørende og fagpersonale bliver udfordret i samspillet. Hvad er på spil, og hvordan kan det tilgås professionelt?
► En værdig død: Hvad er det vigtige for pårørende i den sidste tid, og hvilke ting er vigtige at overveje som fagpersonale?
KOMMUNIKATION – HVAD FORTÆLLER VI HVOR:
Materialet er til fri afbenyttelse her.
ORGANISATION – HVEM GØR HVAD:
Projektet er forankret i afdelingen Aktivitet, Forebyggelse og Demens, som hører under Ældre og Sundhed i kommunens social- og sundhedsforvaltning. Projektgruppen består af en projektleder og to projektmedarbejdere, som samarbejder med landsdækkende organisationer som Pårørende i Danmark, DGI, Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark samt Alzheimerforeningen. Disse film er blevet til i samarbejde med foreningen Pårørende i Danmark og beror på deres mange erfaringer med og som pårørende. Derudover har projektet om demensvenlighed i Assens Kommune bidraget med indsigter fra feltarbejde med borgere med demens og deres pårørende.
Vi har præsenteret filmene ved et temamøde for ledere og demensnøglepersoner i hjemmeplejen og på plejehjem. Her var rigtig gode tilbagemeldinger og mange ville gå ud og anvende filmene i egen praksis. Derudover er de vist og arbejdet med ved vores SoSu læringscafeer for eleverne i kommunen. Dette affødte gode snakke og refleksioner over de pårørendes rolle samt elevernes egen ageren ind i pårørendesamarbejdet.
Gode råd:
Der findes gode råd fra oplægsholder i de tilhørende Power Point slides under hver film.
Kontaktperson
Navn: Christina Thomsen (indtil ultimo 2023)
Titel: Projektleder
E-mail: cthom@assens.com